Barndomsminder fra Vesterbro

Tilfældige anekdoter fra min skønne barndom

Jeg havde en skøn mor og en skøn adoptivfar.
Jeg skulle efter sigende være produceret på bryggeriet Stjernen, Nordre Fasanvej.

Da jeg gik i første klasse spiste jeg fedtemadder med salt om morgenen på Molskroen i Viktoriagade. Her var min mor rengøringsdame.

Min mormor boede i opgangen ved siden af. Hun måtte gerne forstyrres. Dog ikke mellem 12.00 – 13.00. Her sov hun til middag. I øvrigt så var døren altid åben hos hende. Resten af tiden læste hun Familie Journalen.

Min mormor var en lille dame med et stort hjerte. Hun var en rigtig ”MORMOR”.

Når min far gik på værtshus med sine arbejdskammerater. Så kunne han finde på at ørle. Så blev lille Finn sendt i byen efter de kunstige tænder.

Min far var slagter i Kødbyen. Kød manglede vi ikke, bare en skam at det meste var kylling.

Jeg er opvokset med brunkål og Gule ærter. Det gav naturlig luft i tarmene.

Engang fandt Per og jeg 1000 kr på gaden. De blev brugt i Tivoli....sej dag.

Da Valby Gasværk sprang i luften i 1964 faldt cykelskuret sammen inde i vores gård. I skuret sad viceværten med Fru Sørensen fra 4 sal.

Da jeg blev konfirmeret købte jeg en knallert. Det var en Puch Flagskib. Jeg kørte derefter de 100 meter til skole. Man var vel en blærerøv.
 

Knokleri

Man var ikke ret gammel  da de første behov for lommepenge kom. Mine forældre strøede ikke om sig med lommepenge eller gaver i den stor målestok. Jeg tror på, at de ikke havde ret mange penge mellem hænderne og de penge som de havde blev brugt til dagen og vejen.

Det var derfor ret indlysende at man selv måtte tjene til de ting man personligt ønskede sig. Der var kun en udvej,- ARBEJDE. I en alder af 12 år begyndte jeg hos Skomager Carlsson på hjørne at Gasværksvej og Vesterbrogade. Plattenslager er et pænt ord. Han snød og bedragede de unge naive knægte som troligt bragte repareret sko ud til fancy kunder. Lønnen kom ikke af sig selv, man skulle høfligt bede om den. Efter et par måneder kom  straffen. Hundelort gennem postkassen og farvel til jobbet.

Derefter fik jeg job som bud hos Haahr Købmandshandel i Godsbanegade. I denne købmandshandel arbejde der 5-6 bude i forskellige aldre. I de næste par år knokle man 2-3-4 gange om ugen fra eftermiddag efter skoletid  til 20.00-21.oo. Det foregik på Longjohns eller 3 hjulede cykelladvogne.

Der blev primært leveret petroleum i 10 liters dunke, ølkasser med 50 øl. Sodavandskasser med 24 flasker og en mindre portion kolonial. Budene skulle også sætte øl og sodavand på plads og tage det tomme emballage tilbage,- lutter glasflasker og sk…. tungt.

4 dunke petroleum = 40 kg 1 kasse øl = 15 kg 1 kasse sodavand = 15 kg og lidt kolonial i alt ca. 75 kg som oftest skulle slæbes op på 5 sal. På en heftig dag kunne man have 15 – 20 kunnder om dagen af denne kaliber,- regn så selv ud hvor mange kg der er båret op af trapperne.

Som bud tjente man 25 kroner om ugen. Derudover 5 øre pr.leveret petroleumsdunk, 10 øre pr.ølkasse og 5 øre pr.leveret sodavandskasse. Den havde købmanden regnet godt. Groft udnyttelse. Det var kunden som betalte.

Hvis man var på arbejde en fredag, så var det ikke usædvanligt at man knoklede til klokken 22.00/23.00. Intet under at man ikke havde tid, kræfter til at passe sin skole. Men dengang stillede man ikke krav eller spørgsmål. Man var høflig og beleven. Det en masse i kø til at overtage ens job hvis man ikke gjorde som bossen sagde.

Det havde aldrig fundet sted i dag. Men man lærte at arbejde for føden. Det var sundt at prøve, men nok ikke lige den form for arbejdsmotivation som findes i dag.

Biograferne

Nogle af de fornøjelige sysler man kunne tage sig til, var at tage en tur i "Biffen". Der var altid mange unge i disse biografer. Biografer havde en helt anden betydning end i dag. Dengang var fjernsynet kun 3 kanaler, Danmarks Radio og Sverige 1 + 2. Udbudet var begrænset til Familien Flintstone lørdag eftermiddag, Doktor Lieberkind,TV Avisen, Perry Mason og Fjernsynsteatret.

Når man idag tænker over det, så lå der faktisk rigtig mange biografer på Vesterbro. Mine favoritter var SAGA (billedet). Der var Vester Bio, Casino og Platan Bio. Disse 3, udemærkede sig ved at der var balkon. Når man sad deroppe kunne man terrorisere alle dem som sad nede i salen. Specielt hvis der sad piger. Det man gjorde var, at inden man gik i biografen, så smuttede man til bageren og købte et franskbrød som man efterfølgende udhulede og smed i hovedet på dem som sad nede i salen.

Vester Bio var stedet hvor man kunne sidde i timevis. Det var biografen hvor man sendte 2 film non-stop. Det var også altid i denne biograf de fleste "tju-bang" film blev vist.

Palads, Kinopalæet, Dagmar, Boulevard Theatret, Palladium, Imperial,- var alle biografer som lå på Vesterbro indenfor en kort radius.   

”Gassen”

Min barndoms skole hed Gasværksvejens skole. Den lå ca. 100 meter fra min bopæl. Min mor eg mine onkler havde også trådt deres trippende små fødder på samme sted.
”Gassen ” som den hed i daglig tale, var en hierarkisk opbygget skole. Fra 1.klasse og frem til 7.klasse var det ikke usædvanligt at nogle af lærerne brugte korporlige straffe med linealer eller de navnkundige spanskrør. Specielt 2 lærere står lysende klart.  Hr.Holstein-Magnussen brugte linealer og spanskrør, mens Hr.Gatzwiller brugte metoden med at knibe de små hår i tindingen. Selv navnene havde autoritet.
 

Det var også dengang at man gik i skole om lørdagen. 08.00 – 12.00. Klokken 12.00 lød testen af luftalarmerne og det betød frihed. De første 6 – 7 år var hårde år og de er for længst fortrængt og absolut ikke mindeværdige. I de større klasser skete der pludselig noget. I slut 60´er ændrede samfundet sig. Der kom fokus på andre og mere nærværende ting.

For mig betød et markant læreskift en omvæltning. Vores højt respekterede klasselærer Hougaard Jensen fik en nyuddannet makker som hed Erik Bjarne Jensen. Disse 2 fandt vejen for os rødder. Deres samspil var uniikt og de skal roses for deres metoder.

Det var en periode hvor det var okay at man testede alt og alle……og der blev testet. Det var en periode man fik lov til personligt at udvikle sig…stort tak til de 2 herrer.

Datidens musik

I jukebokse, på den lille rejsegrammofon og i radioen,- kunne man høre efter skoletid med Jørgen Mulius. På den gamle Tandberg 2 sporede spolebåndoptager kunne man høre de fede toner fra datidens musik.

 

 

Little Eva

 

 

The Defenders

 

 

 

The Beatles 

I 1964 fik jeg jeg den første åbenbaring. The Beatles havde erobret min musiksmag. Elvis var ikke min stil, The Rolling Stone var heller ikke min.

Min første plade, som iøvrigt var gul, var med The Beatles i 1964. Nummeret hed Can't Buy Me Love. Bare ærgeligt at man ikke kunne spille den. Jeg ejede ikke en grammofon.

Efterfølgende og tilstadighed vil The Beatles og specielt Locomotion-lyden være den stil som jeg sværger til.

Musikken i den periode havde en stor betydning for alt. Enghaveparken med pigtrådsmusikken, Peter Belli, The Shadow, Defenders, The Hitmakers....you name it.

Sejt kapitel i disse 2 årtier. 

 

Den letlevende del af miljøet 

Skøger, ludere, prostituerede, mæerne og hvad de nu ellers blev kaldt, var en del af det hele. Halmtorvet var vel nærmest kendt for disse kvinder. De fandtes også andre steder. På værtshusene og diverse dansesteder.

Men de fandtes også mere anonymt.Det kunne være din nabo, man vidste hvem det var og man vidste hvad de lavede. Man talte ikke om det. Man kan vel kalde dem gammeldags prostituerede. De tjente til dagen og vejen og jeg vil stadig tro naivt på, at de var nødt til at gøre det som de gjorde. Det var kvinder som tjente til dagen og vejen,- de tjente bare deres penge på en anden måde.

Det foregik i deres egen lejlighed, i trappeopgange, på lokummerne i gårdene osv.Kummerlige arbejdsforhold.

De blev ikke fordømt, man kendte dem jo. De var en del af miljøet. Disse kvinder har min dybeste respekt. Jeg har ikke grund til andet, de var almindelige mennesker som vi. I den opgang jeg boede i som barn, boede "sådan en". Hun hed Lorna. Hun var uddannet i de hedengangne Daells Varehus og hun havde været afdelingsleder. Da hendes mand pludselig døde, gik det galt. Hun mistede sit job og det er nok nærliggende at tro at det var årsagen til hendes "nye job".

Mine forældre kendte hende personligt. De respekterede hende og jeg havde ingen grund til andet. Hun var et menneske som sikkert havde det svært, men hun havde værdighed.

 

Baggårdene

Baggårdene var datidens legeplads. Nogle baggårde havde 1, andre 2 baggårde. Disse baggårde var resultatet af befolkningstilvæksten i slutningen af 1800 årene og starter af 1900. Man byggede massivt og folk flyttede ind i ganske små lejligheder.

 

I disse baggårde var der også småindustri. Små håndværksmestre, kul og koks osv. Jeg husker tydeligt mange af disse. Der var ikke så mange tilbage, men hvis man idag kunne skrue tiden tilbage, ville man kunne ane kældre osv. som dannede lokaler til en masse små-håndværk.

I min barndom var disse gårde den reelle legeplads. Man var indkapslet i et trygt miljø hvor man passede på hinanden. der var altid nogen som kunne holde øje. I 60´erne havde man zink skraldespande, stinkende og ulækre. I selvsamme gårde havde man lokummer. I rigtig mange lejligheder i slutningen af 50´erne og starten af 60´erne havde man ikke toiletter i lejlighederne. Da de kom, tog man et stykke af køkken eller entre til etablering af toilet på 1,5 m2. Det var ikke særligt stort og man nærmest bakkede ind.

Strejker

Strejker i København i 60´er og 70´erne var altid et flot syn. De store arbejdspladser, bryggerierne, slagterierne, typograferne, håndværkere osv. prydede gaderne i fantastiske optog.

 

Ofte var Folkets Hus på Enghavevej endestationen. Idag er klassekampen og arbejdskampen noget man finder på billeder på Arbejdermuseet i Rømersgade.

Men alle os som kan huske disse brave mænd og kvinder, kan også huske deres stålfaste ihærdighed for den veldfærd vi i dag nyder godt af. Flot så det ud med de røde klubfaner vejende over tusindvis af demomstranter.

Det var på brokvartererne, Vesterbro, Nørrebro og Amagerbro det havde sin muld. Det var her arbejderklassen huserede. Ære være denne form for manifestation.

Postillonen...eller den Grønlandske Ambassade

Imellem Gasværksvej og Viktoriagade lå på 1.ste sal en knejpe som hed Postillonen. I det daglige, meget spøgefuldt kaldt Den Grønlandske Ambasade. Det skyldtes antallet af gæster med grønlandsk baggrund.

Det var et skummelt sted,ingen tvivl om det. Mange mennesker havde et skævt forhold til dette sted  fordi klientellet bestod af grønlændere. Disse grønlændere havde et kummerligt liv. Måske beundrede vi deres land oppe i nordatlanten, men deres tilstedeværelse på Vesterbro var ikke beundringsværdig. Rigtig mange af mændene boede på Mændenes hjem, men kvinderne boede hvor der gratis husly. De var ikke respekterede. Synd og skam, men Danmark var jo kolonimagt, bare ikke på hjemmebane.

 

Vesterbro og pornobutikker

I takt med at pornoen blev givet frit, etableres den ene sexbutik efter den anden. De lå på rad og række i flere af sidegaderne.

Der havde eksisteret diverse blade som f.eks Voue, men de var kun topløse og ellers noble klædt på. Med Weekendsex blev alt smidt overbord. Jeg kan udemærket huske Leo Madsen som startede det hele og sat sit præg på bybilledet.

Blandt beboerne var der delte meninger om denne nye trends, men den kom for at blive. Vi drenge tjente ofte penge på dette nye marked. Når de hungrende mænd købte disse pornoblade. så blev de pakket ind i brune kartoffelposer og nogen gange forsvandt selvsamme mænd ind i opgange eller porte. Hvad de lavde der, lader jeg usagt. Men hvis man forstyrrede dem, blev de forvirrede og nervøse. Så smed de bladet og forsvandt. Man kunne så gå tilbage til burikken og sælge bladet til en fornuftig pris.

 

Værtshusene på Vesterbro

Knejper, beverdinger, værthuse, slyngelstuer...kært barn har mange navne. Disse pragtfulde oaser hvor øllet altid var koldt. Negotinen drev ned af væggene i en blanding af tobaksos og anden dunst. Det var her en "kold fra kassen" smagte bedst.
Det kan ikke beskrives, man skal have oplevet og smagt det.

Cafe Blomsten og Jernstangen, begge værtshuse lå i den ende ved Enghave Plads. Det var såkaldte stamværtshuse. Alle var velkomne, men gæsterne var stamkunder. Det var ikke så tit at fremmede besøgte disse steder.

Her hyggede man, her tog man sig af hinanden, her holdt man øje med hinanden, her holdt man sammen. Vesterbro på den enkle men unikke måde.

Skomagerstiftelsen

 

 

 

 

 

 

 

Bygningen er en af Vesterbros ældste,  opført i 1858, oprindeligt med 31 små korridorlejligheder og en butik. Denne bygning var i min barndom ved at gå i forfald. I min spæde barndom boede der stadig enkelte på de forskellige etager.

Man husker de lange korridorer med de små lejligheder. Specielt en lille niche med mulighed for åben ild. Det var et uhyggeligt sted, mørkt og med mærkelige lyde og lugte af forfald.

 

En arkitektonisk perle som man gudskelov har valgt at istandsætte og som forsat kan pryde denne bydel. Bygningen ligger på hjørnet af Gasværksvej og Istedgade, lige overfor Gasværksvejens skole.

 

 

 

Vesterbro

Vesterbro, et meget kært minde fra min barndom. Her voksede jeg op i 50´ 60´ og 70´erne. Her blev jeg rustet til livet og det var her jeg blev formet som menneske.

En uvurderlig del af mit liv og ikke mindst min sjæl. Jeg savner datidens Vesterbro. Al denne bydels symbolik, stædighed og værdighed. Det var bydele som denne, hvor diciplin, sammenhold og stolthed byggede broer.

 

Vesterbro havde det hele. Med Istedgade som centrum, vælter minderne frem. Alle de stolte butikker, små som store prægede denne bydel. I sidegaderne huserede endnu flere butikker, butikker med nærhed, butikker med "notesbøger" hvor man ofte hørte " 2 liter sød, et franskbrød og 5 York "...det skal skrives...

Jeg blev født på Københavns Kommunes fødeklinik på Martinsvej.Det var stedet man blev sat i verdenen, hvis boligforholdene ikke var iorden. Dybt inde i baggårdene på Gasværksvej og på 2. sal voksede jeg op. Lokum i gården, lortepakker på gårdens tage, etagevask i køkkenvasken og om vinteren konstant renden efter koks fra kælderen. Koldvandshaner og træbeklædte vægge med væggelus og flæskeklaner. Det levede man med. Det var jo dagligdag. Man så det ikke, det var der bare,- det havde jo altid været der.